Er Google blevet ond?

Google er verdens mest benyttede søgemaskine, den største annoncør i verden og har nok information om deres brugere til at gøre selv NSA lidt røde i kinderne. Men de er da ikke onde – vel?
 
I tråd med mine tidligere indlæg om at omtale konkurrenterne, så vil jeg gerne sætte fokus på nogle af de lidet flatterende forretningsmetoder, som store virksomheder gør brug af. Og i dag er tiden kommet til Google.
 

Google er da ikke ond

De fleste kender Google uofficielle motto: “Don’t be evil.”
 
Det er et velkendt motto, som går helt tilbage til årtusindskiftet, og det er et velplaceret slag til nogle af IT-virksomhederne fra den æra, som havde et forholdsvis blakket etisk ry. Du kan læse mere om don’t be evil, men først skal vi se på, om det virkelig kan passe, at Google er blevet ond.
 

Endnu tættere på dine data

Da Google i 2011 lancerede Google+ var det som del af en overordnet strategi for at give brugerne en mere personaliseret oplevelse på World Wide Web.
 
En anden, lidt mere økonomisk rationel forklaring lyder på, at Google efterhånden er begyndt at mærke et tab i trafik til Facebook. Og da Google ikke har haft mulighed for at tilgå data fra Facebook, så er virksomheden blevet nød til at starte sin egen pendant.
 
Det forklarer således også hvorfor IT-giganten i 2012 udskiftede de individuelle privatlivsbestemmelser fra deres forskellige services med én central. De ville have mulighed for at bruge information og data på tværs af services, så de kunne annoncere endnu mere målrettet til brugerne.
 

Verdens største klik-sælger

Annoncering er uden sammenligning Googles størst cash-cow. Selv om der ikke foreligger friske tal på omsætningen, så viste en undersøgelse fra siden WordStream i 2012 (en undersøgelse som Google senere fjernede med nye API-betingelser), at IT-giganten tjente over 100 millioner dollars – om dagen.
 
Og her er der ikke kun tale om Adwords-annoncering øverst i din søgning. Det er hele vejen rundt i Googles annoncerings-univers i andre services og via partnere. Annoncering er altså fundamentet i Googles nuværende forretningsmodel. Men er Google blevet ond, fordi virksomheden kapitaliserer på brugernes data?
 
Ikke entydigt, nej. Men min gennemgang slutter heller ikke her.
 

Bid ikke hånden der fodrer dig

Når man primært sælger annonceplads, klik og visninger, så er det ikke sært, at tjenester som skjuler annoncer giver koldsved. AdBlock Plus er en sådan tjeneste. Og tilbage i 2013 blev
AdBlock Plus fjernet fra Google Store. Ifølge Google var problemet, at AdBlock Plus påvirkede andre programmer og tjenester på en uautoriseret facon.
 
Adblock Plus er igen tilbage i Google Play samt Google Chrome store, men der er i dag stadig problemer med at aktivere programmet i Google Chrome, når man benytter Youtube.
 
Google har altså både annoncerne, platformen hvor tjenesterne bliver distribueret og hele styresystemet til over en milliard telefoner verden over. Og hvis Google kan beslutte sig for at “lukke kassen i”, som de kortvarigt gjorde med AdBlock Plus – så er der måske for meget magt ét sted. Men er Google blevet ond endnu?
 

Når Goliath angriber

App’en Disconnect er også blevet fjernet fra Google Play af to omgange. Senest blev Disconnect fjernet i 2014, hvor det endnu ikke er vendt tilbage. I modsætning til Adblock Plus, så lover programmet ikke annoncefri surfing af World Wide Web. I stedet gør programmet brugerne anonyme, så man undgår ting som identitetstyveri og malware.
 
Endnu vigtigere end bare annoncer, så rammer Disconnect altså lige ned i nerven på Googles forretning fra 2011, og giver brugerne muligheden for at skjule deres færden. Googles svar har indtil videre være at fjerne tjenesten fra den største eksponerings-kanal: Google Play.
 
Disconnect har svaret ved at lægge sag an i EU, hvor Google i 2015 fik tilsendt en række kritiske punkter for deres favoriserende annoncering af egne kunder i generiske søgninger.
 
Flere sider har omtalt blokeringen af Disconnect, deriblandt organisationen EFF som har som erklæret formål at forsvare brugernes rettigheder på nettet.
 

See no evil, hear no evil, speak no evil

Google har for mange været mere end en virksomhed. Som pionerer i søgninger og på World Wide Web har de givet brugerne oplevelser og tjenester, som de ikke vidste, at de havde brug for. Google er også vidt anerkendt for deres åbne tilgang til deres data og API’er.
 
Google har været det skinnende eksempel på, hvad man kunne med det åbne internet.
 
Desværre peger sagerne og udviklingen siden 2011 på, at piben har fået en anden lyd: Databoring på tværs af tjenester, lukning af åbne API’er og direkte angreb på små udviklere. Det rimer ikke rigtig på “don’t be evil.” Men er Google blevet ond eller er nettet bare blevet for meget business?
 
For mit vedkommende var Google altid en ledestjerne i et digitalt landskab, som ikke altid var lige fint i kanten. Med mængden af data som Google ligger inde med, og de forretningsmodeller, som de tager i brug, så er jeg ikke så sikker mere.
 
Min seneste investering i en lille anonymiserings-anordning peger da også på den side, som jeg har valgt. Men er du enig, eller er jeg forblændet af drømmen om det åbne og anonyme net?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.