Revolutionen kom for sent til Pakukko

Floden som før har haft sit løb ved byen Pakukkos bred er næsten fuldstændig udtørret. Kun broen står tilbage som testamente på flodens højde og styrke.
 
Selvom næsten ingen vil kunne genkende byen Pakukko i dag, så udspillede der sig i 2007 handlinger her, som satte byen – og Myanmar – i de globale mediers søgelys. Meget vand er løbet under broen siden da, og borgerne i Myanmar er ikke mere kun til skue for hele verden. Nu kan de også se ud.
 

De små skridt mod frihed

I Pakukko støder vi på Daw Mi Mi Aye, en ældre dame, som har boet i Pakukko hele sit liv. Hun inviterer os med til hendes hjem, for at fortælle om udviklingen i Myanmar.
 
Hendes hjem er et lille toetagers hus, som ifølge hende selv er bygget af briterne under kolonitiden. I forgangen hænger et billede af menneskerettighedsforkæmperen Aung San Suu Kyi side om side med familiebilleder.
”Før var det ikke lovligt at hænge billeder af hende op,” siger Mi Mi Aye og fortsætter: ”Men det ændrede sig med valgene i 2012.”
 
Her vandt Aung San Suu Kyi’s parti Den Nationale Liga for Demokrati en stor sejr, og opnåede 43 pladser i parlamentet.
 

Under og efter saffranrevolutionen

Da over 300 munke i Pakukko i 2007 valgte at gå i strejke imod regeringens stigning på benzinpriser, blev det startskuddet for saffranrevolutionen, som blandt andet bliver afbilledet i dokumentaren Burma VJ. Munkenes uvillighed til at følge regeringens linje, medførte en lov, som gjorde det ulovligt for tourister at snakke med munke.
 
”Jeg måtte løbe efter turister for at stoppe dem i, at tale med munkene,” siger Mi Mi Aye og griner.
I dag er det igen lovligt for turister at tale med munkene, men nogle ting er stadig uforløste: ”Før 2007 var der over 300 munke, og i dag er der omkring 250,” siger Mi Mi Aye og fortsætter: ”Vi har fået at vide, at de er taget tilbage til deres hjembyer,” slutter hun og trækker på skuldrene. Revolutionen kom for sent for dem.
 

Vinduet ud i verden

Det er dog ikke kun kontakten med turister, som har bidraget til den øgede globale bevidsthed hos borgerne i Myanmar. Nu er mobiltelefoner og internet også blevet en integreret del af mange burmeseres hverdag.
 
Floden i Pakukko
 
Da Mi Mi Aye for ti år siden skulle investere i et sim-kort kostede det hende over 1.000 dollars, og krævede enorm tovtrækning med genstridige officerer i regeringen og embedsmænd, som ville have betaling for at lade anmodningen gå videre i systemet. I dag koster et tilsvarende kort lige omkring 250 dollars, men regeringen har varslet reguleringer, som får prisen helt ned på under to dollars i slutningen af april.
 
Det vil gøre det muligt for næsten alle burmesere at eje en mobiltelefon, og muliggøre kommunikation mellem hele landet.
 
Også internettet er blevet åbnet for burmeserne. De tidligere lukkede forbindelser, er nu blevet åbne for både google og facebook, og specielt de unge burmesere ses ofte på deres facebook-profil. Ifølge Mi Mi Aye har de tilgængelige teknologier været med til at åbne burmesernes øjne: ”Nu kan vi se hele verden.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.