Uddannelses- og erhvervsvejledning kom til Danmark allerede i 1886. Det havde til formål at få unge ind på de erhverv som de vil passe til, igennem en vurdering af deres evner.
Over 100 år gamle logikker er på vej tilbage
Efter næsten 80 år med psykoteknisk- og testbaseret vejledning udviklede vejledningen sig i 60’erne og 70’erne til at sætte individet i centrum med vejlederen som katalysator for individets ønsker og drømme. Det sluttede med reformer i 2003.
Centraliseret vejledning og uddannelsesparathedsvurderinger er blevet kendetegnene for vejledning siden 2003, og man kan trække tydelige paralleller fra kravene i dag og tilbage til vejledningens fødsel i starten af 1900-tallet.
Fra tests til vurdering
Alfred Lehmann og Poul Bahnsen er de vejledningspionerer, som lægger grundstenene til uddannelses- og erhvervsvejledningen, som den ser ud i dag. Den vejledningsform, som de skabte, var præget af tests og en akademisk og videnskabelig tilgang til vejledning.
I dag har man med uddannelsesparathedsvurderingen indført et redskab, som har til formål at; ”… forhindre frafald på ungdomsuddannelserne og dermed undgå, at de unge lider nederlag.” Man forsøger altså at planlægge et forløb for eleven, så de ikke kommer til at vejre i deres valgte vej. Men er valget så reelt deres?
Ifølge folderen ”Klar, parat, uddannelse” fra Undervisningsministeriet er svaret tvetydigt, da kompetencevurderingen kan medføre, at skolen vejleder eleven til at ændre uddannelsesvalg. Altså kan man blive ”vejledt” i en anden retning, end den man selv vælger. Hvad dette betyder i praksis, er op til den enkelte vejleder at tolke.
Allerede i ’31 bemærker Poul Bahnsen dog, at man ikke kan få unge til at vælge en 315 bestemt vej, til trods for at man har de rigtige værktøjer eller tests: ”…alle videnskabelige Fremskridt til Trods (vil man) aldrig opleve en Tid, hvor Menneskets Livsbaner forud lader sig afstikke og beregne,” og han slutter: ”… den endelige Beslutning kan kun De (de unge) selv tage…”
Rette mand til rette hylde
Alfred Lehmann arbejdede i sin praksis med psykoteknikken, som igennem en række tests skulle kunne foreskrive hvilket erhverv, man ville være mest tilfreds med, med mindst mulig indsats. Denne logik om at man kan blive lykkelig, når man finder den ”rette hylde” forsvinder op igennem tiden, og i 60’erne bliver de unge i stedet set som potentiale-banker, som kan blive det de går og drømmer om, bare motivationen er til stede.
I 2010 bliver det pålagt UU-vejlederne i Danmark at vurdere unges personlige, sociale og faglige kompetencer for at kunne give en overordnet vurdering af, om den unge er i stand til at gennemføre deres ønskede ungdomsuddannelse. Logikken bag dette er, at den unge nu skal kunne gennemføre uddannelsen tilfredsstillende, men uden at blive presset i en sådan grad, at man kunne finde på at frafalde.
Tilbage i 1898 italesætter Alfred Lehmann allerede en lignende vejledningspolitik og muligheden for at ”vejlede” unge i en anden retning således: ”Fordi en Mand ikke er særlig skikket til en Beskæftigelse, kan han være udmærket egnet til en anden.” Man kan altså sagtens være god til noget andet, end det man lige selv ønsker. Og selvom undervisningsministeriet selv siger, at det ikke blot handler om at finde den rette hylde til eleverne, så mener Lisbeth Højdal, som er lektor ved UCC København, og som har uddannet vejledere i flere år, at vejledernes nuværende rolle er et skridt tilbage for vejledningen: ”Nu skal vejlederne sortere mennesker. ”Rette mand på rette hylde” – det var sådan nogle tanker, man blandt andet havde i 1920.”
Forskellig forvaltning af lovgivning
Lovgivningen på vejledningsområdet er ikke særlig stringent og ifølge Lisbeth Højdal, så er der bestemt heller intet nyt i, at politik afgør vejledernes praksis: ”Vejlederne har altid været spændt for en politisk vogn, og har altid skulle navigere imellem hensynet til individet og hensynet til samfundet.” Det er dog vejledernes praksis der afgør, om individet eller samfundet kommer først.
I UU-Vendsyssel har man valgt at satse på en inddeling af de unge, og bruge lovgivningen til at indføre jobcenterlignende logikker i vejledningen af de unge. En inddeling af unge i grønne, gule og røde grupper kræver ikke megen fantasi for at omskrives til jobcentrenes matchgruppe et, to og tre. Desværre har unge i den røde gruppe ikke mulighed for at nyde samme mulighed for at være ”midlertidigt passiv” som matchgruppe 3, da der er krav om at være uddannelses- eller jobsøgende som ung. Der er dog stor forskel på hvorledes UU-centrene forvalter lovgivningen.
I UU-Odense har man for eksempel forsøgt at inddrage de unges ønsker og erfaringer igennem et program, hvor man, i samarbejde med andre elever eller lærere, taler om sine egne styrker og svagheder. Man skaber så at sige et billede af egne kompetencer i samarbejde med andre. Programmet er skabt i samarbejde med de unge selv, og er præget af ideer om bemyndigelse af eleverne, og er blevet stillet til rådighed for alle 365 UU-centre i landet. Hvorvidt det kommer til at koste penge at inddrage de unge vides dog ikke endnu, da programmet endnu ikke er indført i vejledningen rundt om i landet.
